Ved indskrivning bliver forældrene automatisk medlemmer af skolekredsen.
Børn til eksisterende klasser:
Et skoleskift er en betydningsfuld beslutning – både for barnet, familien og skolen. Derfor lægger vi stor vægt på, at alle parter er grundigt informerede og har haft god tid til at overveje skiftet nøje og i fællesskab.
Et uovervejet skoleskift kan få store konsekvenser – særligt for barnet, men også for klassen, familien og skolens fællesskab. Derfor prioriterer vi indledende samtaler med jer og jeres barn, hvor der er god tid til at stille spørgsmål, dele tanker og forventninger samt lytte til hinanden.
Hvis alle parter herefter er enige om at gå videre i processen, inviteres barnet til et besøg i en aftalt besøgsperiode. Det giver både barnet mulighed for at lære klassen og lærerne at kende og os som skole mulighed for at få et indtryk af barnet og familien – og omvendt. Formålet er at skabe et trygt og afklaret grundlag, før den endelige beslutning om skoleskiftet træffes.
I forbindelse med besøgsperioden skal der udfyldes en samtykkeerklæring. Den er vedhæftet her og bedes afleveres til skolesekretær Camilla Ytte Espensen – enten personligt eller via mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Du er meget velkommen til at kontakte skolelederen for at aftale en indledende samtale – eller kigge forbi til en uforpligtende snak og en rundvisning på skolen. Vi glæder os til at møde jer.
Børn til kommende børnehaveklasse:
Hvis du ønsker, at dit barn skal starte i børnehaveklassen på Skelbæk Friskole, skal du udfylde og indsende et indskrivningsskema. Derudover skal du indbetale et administrationsgebyr på 500 kr. til konto 5292 0000215473.
Når vi har modtaget både skemaet og betalingen, sender vi en bekræftelse på mail – og dit barn er herefter skrevet op til skolestart, eller kommet på ventelisten.
Vi afholder et informationsmøde i efteråret for alle, der er skrevet op. Her fortæller vi om, hvordan det er at være elev og forælder på skolen. Den første måned, hvor eleven starter, vil der være et depositum svarende til én måneds skolepenge, som man får retur når barnet stoppet på skolen.
Man kan trykke her for at udfylde indskrivningsblanketten.
Kommende årgange:
Der optages elever på Skelbæk Friskole efter følgende kriterier.
- Søskende tilknytning
- Numerisk indskrivning
- Geografi
Hvis man henvender sig når en kommende årgang er fyldt op, vil man komme på en venteliste, hvor der bliver optaget efter numerisk optagelse.
Optagelse bygger på, at forældre kan tilslutte sig skolens grundlag og målsætning og at forældre og skolen kan have positiv tillid og forventning til et godt samarbejde om barnets skolegang.
Inden optagelse af elever til alle klassetrin, vil vi forbeholde os retten til, at kontakte afgivende dagplejer, institution, skole og gerne modtage evt. yderligere oplysninger fra myndigheder. Dette for at sikre barnet den bedst mulige start, dels for at sikre vi optager et barn vi føler vi kan give et godt skoletilbud.
Udskrivning
Udmeldelse skal ske skriftligt til skolelederen inden d. 1. i måneden og med mindst 1 måneds varsel.
Friplads
Det er muligt at søge om tilskud til friplads, hvis familiens husstandsindkomst ikke er så høj.
Fripladser tildeles ud fra Fordelingssekretariatet fordelingsnøgle, se her for at se om du er berettiget til friplads.
Kontakt venligst skolens kontor for ansøgningsskema, yderligere information om fripladstilskud eller se mere på fordelingssekretariatet.dk
